KLOSTERBARNET

KLOSTERBARNET er femte bog i Aschehougs stort anlagte romanserie ”Slægten”.
”Slægten” er et historisk univers, som gennem den fiktive adelsslægt Dane fortæller Danmarkshistorien fra 1000-tallet og frem til vor tid. Dane-slægten møder alle de store personligheder og deltager i krige, intriger og begivenheder, som får afgørende betydning for historiens gang.

Der er planlagt i alt 25 Slægten-romaner, som skrives af skiftende forfattere.
Jeg stiftede bekendtskab med Slægten, da jeg deltog i en litterær vikingeaften på Moesgaard museum. Selv fortalte jeg om Arnulf, men min interesse blev vakt med det samme, da jeg hørte om Slægten. At sno fiktive personer omkring historiske begivenheder var jo netop, hvad jeg lige havde gjort i min egen saga, så jeg kastede mig straks over Det Historiske Hus i Odense, som står bag udviklingen af Slægten.

Det endte med et møde, hvor jeg skrev under på både kontrakt og tavshedsløfte inden det overhovedet blev afsløret, hvad jeg skulle skrive om! Historien om Jens Grand sagde de dramatisk, og jeg nikkede meget overbevisende uden at ane, hvem manden var. Da jeg så nødtvungent måtte gå til bekendelse, blev de nærmest lettede. Det gjorde ingenting, tvært imod! Når jeg intet vidste, var jeg blank og kunne gå direkte til kilderne uden forstyrrende ukorrekte forestillinger – og de vise ord har fulgt mig lige siden og opmuntret, hver gang jeg stod foran et nyt bjerg af ukendt viden, der skulle tygges igennem.

Det var Cæcilie Dane, som skulle bære historien, og romanen skulle skrives færdig på fire måneder! Jeg fik et bjerg Slægten-bøger, et udvalg af gamle skrifter, kopier af alle de gamle dokumenter fra Rom om striden mellem Jens Grand og kong Erik Menved og lovning på, at meget mere ville blive eftersendt i en kasse, og så stod jeg der på Odense station og ventede på toget, total paralyseret af rædsel over hvad i alverden jeg dog havde indladt mig på. Fire måneder! En hel roman! Om noget jeg intet kendte til!

Jeg læste som en vild allerede i toget, og ugen efter sad jeg nede hos lægen og troede jeg havde fået kræft i halsen, for der sad sådan en underlig klump, der ikke ville gå væk ….
Men men men.

Struktur, overblik og benhård disciplin. Nok havde jeg svoret tavshed, og nok fik jeg både en researcher og kunne trække på Det Historiske Hus, men min brave ven og historiker Kåre Johannesen svigtede mig ikke. Med ham i den ene hånd og Palle Lauring i den anden gik hvert ledigt minut tilbage til middelalderen, og handlingen strøg af sted, mens jeg levede mig mere og mere ind i Cæcilie.

Hun fødte en søn – jeg har født fire børn. Hun efterlod ham, og jeg led forfærdeligt med hende. Konflikten mellem stærk tro og kroppens lyst blev det bærende tema. Kirken og kronen, storpolitikken og klosterverdenen, møntslageriet og de fredløse på Hjelm. Pludseligt kunne jeg diskutere mine egne kristne tvivlsspørgsmål med selveste ærkebispen af Lund, og kirkens magt og vælde åbnede sig op for mig.

Hver aften sendte jeg dagens sider til Kåre, og hver morgen kl. 9 lå hans aldrig svigtende respons, og imens underviste jeg på Musikvidenskabeligt Institut, passede mine børn, og blev halvvejs gennem romanen ansat som organist i Græsted kirke.

Det udløste panik i Det Historiske Hus, som begyndte at lave nødplaner. Hvad nu hvis jeg ikke nåede den endelige deadline? Hvad ville Aschehoug forlag så sige? Nyt næsten fuldtidsjob, fire børn og ansat på universitetet, det kunne gå rent galt, for jeg nægtede pure at lade Slægten gå det mindste ud over min tid sammen med børnene og mit nye kirkearbejde.

Måske var det Cæcilie selv, der gik i forbøn for mig, for galt gik det i alle fald ikke, og jeg ydede både hende og Daneslægten den allerstørste retfærdighed, men særligt morsomt var det indrømmet ikke at gå i kælderen hver eneste aften, når salmerne var øvet og børnene puttet, og ikke komme op igen, før dagens kvote var skrevet. Min hjertekære husbond gav mig frie tøjler og forstod alvoren, og Kåre heppede som en gal, så Arnulfs mor gik berserkergang og endte med at få skrevet hele manuskriptet på tre og ikke fire måneder, triumf, triumf!

Men var det for hurtigt? Kan man skrive en god roman på tid under sådanne forhold?
Ja!

Som musiker til fingerspidserne og vant til nu og da umenneskelig belastning er det muligt. Efter årelang selvbeherskelse ved flyglet i musikkens tjeneste er det muligt at yde og brænde og skabe her og nu, at skrige og le og krølle sig sammen i sorg på kommando, og aldrig lade som om eller fremstå uoplagt.

Cæcilie fik liv og skæbne, og jeg fik sommerferie og gjorde en dyr ed på aldrig aldrig igen at ville skrive en Slægten-roman. Nu ville jeg hvile ud og derefter hellige mig en dyb årelang kærlighed til riddertiden og skabe en fuldstændig fantastisk Ivanhoe-go-home historie.
Men jeg tog fejl!

Grumme fejl!

Og Klosterbarnet fløj ind på bestsellerlisten.

Ingen kommentarer: