Jeg, Susanne Clod Pedersen, gjorde denne saga...


Men hvorfor?
Og til hvem?


Arnulf er vild ligesom ørnen og ulven, der har lånt ham navn. Seksten år og med en krop så brændende fyldt af udlængsel og dådslyst at huden er ved at briste. Når storebror Helge kommer hjem, vil han medbringe et sværd og tage sin ildsindede lillebror med på det første togt, og så skal der plyndres og ranes, så guld og rav kan kastes for fødderne af den skønne Frejdis forældre, og så bliver hun Arnulfs for altid!Sagaen om Arnulf er en symfonisk fortælling.


Det er beretningen om ungdom og dumhed, begær og længsler, om valg og forbrydelse og hovedkulds flugt ud i det voldsomme voksenliv på en tid, hvor konge vog konge, og guderne kæmpede om menneskers tro. Siden hen inddrages arvesølvet og Danmarkshistorien, sagaen vides ud, Hakon Jarl og Svend Tveskæg, Jomsborg, Sigvalde Strud-Haraldsøn og de store sagnomspundne helte bydes op til kædedans omkring en muligvis vordende sagahelt … eller er det blot en ulveblodet yngling med stridshu, der pludseligt ser sig sat i høvdinges og storkrigeres midte?Det begyndte i Roskilde.


Foran byggeriet af ”Havhingsten” – en rekonstruktion af et langskib fra vikingetiden. Jeg var kravlet op på stillaset og stod og så hen langs de to gange tredive toftepladser, og mens bordplankerne begyndte at hviske, og historien tog til at blafre omkring mig, tonede uden varsel tres hærdebrede vikinger frem med flagrende hår og skæg. De vendte sig imod mig i al deres krigeriske vælde og pegede, mens de med én mund udbrød: ”DU skal fortælle vores historie!”Mig?Ja!


Den ed aflagde jeg den dag.Og strøg på biblioteket for at rydde alle hylderne for vikingefaglitteratur og ikke mindst inde på børneafdelingen, for dér havde bøgerne billeder. Skulle jeg kvæde mine forfædres historie, så skulle det gøres, så de kunne være ordene bekendt.
Jeg læste og søgte på nettet, pløjede Edda-versene og mytologien igennem og vægtede lyst og tro mod hinanden. Sagaen måtte være hudløs ærlig. Karsk, barsk og realistisk, intet måtte lægges til og intet trækkes fra, en læser måtte kunne føle og græde med Arnulf, skrige, lide, elske og dræbe, og alle moderne hensyn måtte fejes af bordet sammen med enhver snak om menneskerettigheder og retfærdighed.


Hvordan var de? De, som slog ihjel uden at blinke med øjnene, holdt trælle og ikke knælede for hverken guder eller konger? De, som skabte slyngkunst og ornamenteringer, hvis lige aldrig er gjort efter, og som digtede med en saft og kraft, der aldrig siden lod sig udtørre, som elskede og lægtes og anså mænd og kvinder for lige agtværdige?


Arnulf lod sig nok føde men ikke styre! Rasende vred han sig i mit greb, udspyede galde og stak af, og andet kunne jeg ikke gøre end at følge ham med runehammeren rede, råbende hvad jeg nu syntes han burde, men se om han hørte efter!Han dræbte sin bror. Rolf, den skikkelige bondesøn, under hvis hænder alting kunne gro og trives. Rolf som formastede sig til at fri til den skønne Frejdis og fik hendes tøvende ja. Det var ikke ment sådan, men kniven ramte ham alligevel i brystet, og Arnulf måtte flygte over hals og hoved med den norske træl Toke Øysteinsøn fra Haraldsfjord. Høvdingesøn endda. Ædelt blod og den mest tiltalende af alle de optrædende, men vil Leif Kløvnæse fra yderbygden så hylde ham som fjordherre? Nej, det ved Odin! Og Arnulf! Den nidding fra Danmark, hvis anden bror Helge har voldtaget Tokes søster, hvad andet bør han få end en økse i halsen?


Alligevel klargøres Tveravn, det stolte skib, og stævnen kløver hav med kurs mod England, og imens finder jeg en arkæologistuderende, tjekker maritime kundskaber ud med skibsbyggerne i Roskilde, og opsøger en asatroende for at lære at blóte på oldnordisk, men det er ikke nok, slet ikke.For heltene, de virkelige helte, hvad med dem?Jomsborg bliver valgt. Jomsborg, nordens første elitære krigersamfund hvor kvinder er bandlyst og ingen viger for nogen eller noget, thi min saga skal ikke handle om handel og fredelig sameksistens, kunsthåndværk og drageudskæringer. Bag Arnulf står kong Arthur og ridderne om det runde bord, Robin Hood og Caribiens samlede pirater, jeg vil skrive drengerøvsromaner, far-søn-litteratur, så bare hid med et sværd!


Kampgruppen Ulfhednir bor i en kælder i Torsgade, og da uvejret er tæt nok og novembermørket blæser skæbnetro ind under frakken, opsøger jeg de rockerlignende krigere med hjertet hamrende helt oppe under tungeroden. Det her er ikke rollespil. Ikke hyggeonkler med Røde Orm-drømme. Det her er mænd af gammel Stærkoder-sæd, og de kæmper med stålvåben så skjoldsplinterne flyver og skal fejes sammen bagefter. Jeg finder sæde i et hjørne med ryggen trygget helt ind i væggen, og pennen går, mens blå mærker vokser frem på arme og ben, og mænd pustende sunder sig i krogene. Sved drypper ned på gulvet foran mig. Hvad jeg egentligt laver her? Svarkræverens hjelm er kantet med sølvstriber, saksen i pansernæven navngivet med sejd, og hans blik svæver højt over min sammenkrøbne skikkelse med notesblokken. Godt spørgsmål, men Sesam, Sesam, alle døre kan åbnes med den magiske Gandalf-formular: ”Jeg er ved at skrive en bog”. Stærkodder hedder pludseligt Peter, og hvis jeg ellers vil drikke øl med ham, har han ét og andet og fortælle. Og det har Christoffer også.
Kampmanualer, videoer, timelange samtaler om angreb, krigertanker og liniekampsstrategi. Jeg vil også have et sværd og køber det på et vikingemarked af nogle polakker. Får senere pligtskyldig også en våbentilladelse.Jomsborg, her kommer jeg!


Men … Hm. Hvordan var det nu lige Jomsborg så ud? Selv ikke i middelalderen kunne de bygge, som det påstås i sagaen. Nu trænges der til seriøs professionel hjælp. For alvor.Han hedder Kåre Johannesen, er forhenværende inspektør for intet ringere end Trelleborg ved Slagelse, har skrevet stribevis af bøger om vikinger og middelalder og til tider halter han, som den første mand i tusind år efter at have knust et knæ ved at have rekonstrueret og deltaget i boldspillet knättleikr – det spil der i en saga beskyldes for at have forårsaget seks mands død på en enkelt dag. Kåre kan ikke få hænderne ned af begejstring, og siden har vi spillet knättleikr frem og tilbage på ord, roman efter roman. Han bliver min rådgiver, min Mimer og trofaste tovholder, min inspirator og aldrig svigtende høviske vejleder. Han lærer mig at slå holmgangstjasner i jorden med hovedet mellem benene, at elske Falstaff og hugge halsen over på grever, og han står og hujer og hepper i alle de seks uger jeg med sværdet hvilende over lårene kæmper sammen med Arnulf og jomsvikingerne mod Hakon jarl i det støre søslag ved Hjørungevåg. Det søslag, hvor Arnulf hedder Veulf.

Vi ved, hvad helteværk er, Kåre og jeg. Og hvad det ikke er.Men krig er ikke det hele. Kvad må der til, for enhver sagamand kan kvæde, og naturligvis også Arnulf, selvom det uomtvisteligt er at sætte måsen i klaskehøjde at vove forsøget. Men jeg gør det! Højtlæser, synger og deklamerer vers efter vers for køkkenvæggen og hunden, kæmper mig igennem Odins Havamál på oldnordisk uden at forstå en fløjtende fis, higer og søger og finder en skjald i Jylland, som kender til smagen af Suttungs mjød. Sproget udvikler sig, bugter sig om mig og vrider sætninger og ord fra hinanden, så jeg ikke længere fastfryser mit modersmål eller kan huske min retskrivningsordbog.

Min styrke er, at jeg i virkeligheden er flygelbetvinger, toneviertuos, uddannet klassisk koncertpianist med solistdebut og alting, og nu galdrer jeg frasering, rytme og klang over i ordene og lader det hele eksplodere. Bruger fuldt sprog, kaster de gamle kraftfulde vendinger og glemte ord på færd, kløver og spalter og sætter sammen på ny eller opfinder hvad jeg mangler, frodigt er det, svært tilgængeligt for somme, men berigende for andre, dette er ikke fast food, det er litteratur! Kvadsprog. Vikingesprog. Ude i min have begynder grå spøgelser med hjelme og skjolde at trygge næserne flade mod ruden, mumlende og befippede.Det var så hvorfor.

Men: Til hvem?Til os! Til alle os danere, der aldrig aldrig må glemme hvad vi er skabt af! Og har sådanne læsere en alder? Hvor gammel er Gunløg Ormstunge? Er Egil Skallagrimsson for børn?Jeg kerer mig ikke om det, missionen som Daneskjald er alt for vigtig til at lade sig begrænse af målgruppesnak og markedsføring. Døm selv! DU har magten til at bringe kvad og hensigt videre, til at vurdere og veje, til at glædes eller rystes, godkende eller forkaste. Og er det ikke det, alle de unge sagahelte gør? Stiller sig foran kongen, hvem end han er, og kvæder deres hjerteblod ud over gulvet, indtil de tier og med nedslaget blik afventer dommen?Arnulf gør det. Foran Svend Tveskæg. Dengang hirdmænd og jomsvikinger stod nær for at dræbe hinanden. Han gjorde det for at hylde dåd og mane til forsoning. Og han slutter, som jeg slutter nu:”Vovet, men velment var Veulfs kvad!”

RAVNENS ÅR - sjette bog i ”Slægten”.

Jeg havde ingen planer om at fortsætte med Slægten, selvom jeg bestemt heller ikke havde været afvisende, da jeg blev spurgt, om jeg mon havde lyst til at dukke op senere i Dane-slægtens historie.
Faktisk havde jeg gennem hele sommeren researchet inderligt på mit nye ridder-projekt, mens jeg ind imellem lurede på, hvem der skulle skrive den næste Slægten-bog.
Og netop da min unge ridder havde betrådt de første jomfruelige computersider, blev jeg kontaktet af Aschehoug. Om jeg havde lyst til at skrive den næste Slægten-roman? På et halvt år og ikke fire måneder?
Jeg overvejede nøje og led alverdens kvaler i forhold til Borgens forlag, som jo ventede på en riddertrilogi, besluttede mig og sov på det en nat eller to – og sagde ja!
Med liv og sjæl og riddertrilogien som gulerod kastede jeg mig nu over Peter Danes historie. Urter og lægevidenskab, middelalderlige sygdomme og behandlinger men også musikken skulle med.
Mit forbillede var en meget anerkendt læge med pianistbaggrund, som netop på grund af sit store musikertalent også har en fantastisk lægelig begavelse, og jeg valgte fløjten som Peters instrument.
Opflammet af min ridderbesættelse blev farbroderen og ridderen Ebbe Dane en central person, og jo mere jeg arbejdede mig ind i kong Christoffers skæbne, jo mere opdagede jeg, hvilke Shakespeareske dimensioner hans tragedie rummede, og det greb mig stærkt. Eftertiden hadede Christoffer, som kongen der solgte Danmark til tyskerne, og pænt var hans eftermæle ikke, men jeg satte mig for at oprejse den ulykkelige mand.
At skrive Ravnens år var en vanskellig opgave. Jeg skulle indledningsvist resumere kong Erik Menveds regeringsperiode og forklare rigets miserable tilstand og derefter dække næsten fyrre års særdeles kaotisk danmarkshistorie, og en lang række store personligheder og begivenheder skulle inddrages: Kong Christoffer, hans søn Erik, hans søn Otto, adskillige kampe og indviklede politiske skakspil, Niels Ebbesen og frihedskampen mod grev Gerhard, Valdemar Atterdag og hele pesten samt introducere dronning Margrethe den første. Oven i alt dette måtte Peter have sin egen historie, sine egne drømme og kampe, og Dane-slægten skulle nødvendigvis videreføres. Alt sammen på en letforståelig og spændende vis og allerhøjest over 300 bogsider. I sagaen om Arnulf havde jeg brugt 600 sider på at beskrive en sommer.
Det gav nogle panderynker. Kunne opgaven overhovedet løses uden at ende i det rene nonsens? Selv ikke Palle Lauring kunne helt følge med alle Valdemar Atterdags hæsblæsende gerninger og indrømmer gang på gang, hvor kompliceret denne periode i Danmarkshistorien er.
Men jeg tog udfordringen op.

Alle filmiske beskrivelser og finurligheder måtte, trods min store kærlighed til detaljen, udelades, og jeg valgte at zoome knivskarpt ind på personerne og at springe tidsmæssigt imellem scenerne for at bibeholde intensiteten. Hvert ord måtte på guldvægten, men Peter måtte også have plads til tanker og dvælen, og hans familie skulle have ro til at udvikles.

Bogen endte med at blive ret dyster. Ikke fordi jeg i grunden ønskede det, men fordi omstændighederne var mørke. Tiden var barsk, den autentiske historiske udvikling voldsom og svigefuld, og Peter led og pintes, men jeg kunne hverken give ham en stor kærlighedshistorie eller urealistisk lade Ebbe overleve alle sine kampe. Pesten kom, og Peter led forfærdelige tab, alligevel nåede jeg at lade en bedre fremtid dæmre, og jeg tror oprigtigt, at han vitterligt fik mange gode år, da først Valdemar Atterdag lod ham rejse hjem.

Jeg havde jo fået et halvt år til arbejdet men var inde i rytmen fra Klosterbarnet, så det tog mig tre måneder at skrive Ravnens år, dog trak redigeringen efterfølgende ud. Og endnu engang stod min trofaste historiker Kåre Johannesen med på sidelinjen som heppende tovholder og fejlsnupper, hvilket jeg aldrig kan blive færdig med at takke ham for.

Daneslægten rider nu videre, og jeg glæder mig til at følge den fremover, for selve kernen og grundtanken i konceptet, at fortælle Danmarkshistorien gennem en fiktiv slægt, ligger fuldstændigt i tråd med min egen overbevisning.

Også Ravnens år kom på bestsellerlisten.

KLOSTERBARNET

KLOSTERBARNET er femte bog i Aschehougs stort anlagte romanserie ”Slægten”.
”Slægten” er et historisk univers, som gennem den fiktive adelsslægt Dane fortæller Danmarkshistorien fra 1000-tallet og frem til vor tid. Dane-slægten møder alle de store personligheder og deltager i krige, intriger og begivenheder, som får afgørende betydning for historiens gang.

Der er planlagt i alt 25 Slægten-romaner, som skrives af skiftende forfattere.
Jeg stiftede bekendtskab med Slægten, da jeg deltog i en litterær vikingeaften på Moesgaard museum. Selv fortalte jeg om Arnulf, men min interesse blev vakt med det samme, da jeg hørte om Slægten. At sno fiktive personer omkring historiske begivenheder var jo netop, hvad jeg lige havde gjort i min egen saga, så jeg kastede mig straks over Det Historiske Hus i Odense, som står bag udviklingen af Slægten.

Det endte med et møde, hvor jeg skrev under på både kontrakt og tavshedsløfte inden det overhovedet blev afsløret, hvad jeg skulle skrive om! Historien om Jens Grand sagde de dramatisk, og jeg nikkede meget overbevisende uden at ane, hvem manden var. Da jeg så nødtvungent måtte gå til bekendelse, blev de nærmest lettede. Det gjorde ingenting, tvært imod! Når jeg intet vidste, var jeg blank og kunne gå direkte til kilderne uden forstyrrende ukorrekte forestillinger – og de vise ord har fulgt mig lige siden og opmuntret, hver gang jeg stod foran et nyt bjerg af ukendt viden, der skulle tygges igennem.

Det var Cæcilie Dane, som skulle bære historien, og romanen skulle skrives færdig på fire måneder! Jeg fik et bjerg Slægten-bøger, et udvalg af gamle skrifter, kopier af alle de gamle dokumenter fra Rom om striden mellem Jens Grand og kong Erik Menved og lovning på, at meget mere ville blive eftersendt i en kasse, og så stod jeg der på Odense station og ventede på toget, total paralyseret af rædsel over hvad i alverden jeg dog havde indladt mig på. Fire måneder! En hel roman! Om noget jeg intet kendte til!

Jeg læste som en vild allerede i toget, og ugen efter sad jeg nede hos lægen og troede jeg havde fået kræft i halsen, for der sad sådan en underlig klump, der ikke ville gå væk ….
Men men men.

Struktur, overblik og benhård disciplin. Nok havde jeg svoret tavshed, og nok fik jeg både en researcher og kunne trække på Det Historiske Hus, men min brave ven og historiker Kåre Johannesen svigtede mig ikke. Med ham i den ene hånd og Palle Lauring i den anden gik hvert ledigt minut tilbage til middelalderen, og handlingen strøg af sted, mens jeg levede mig mere og mere ind i Cæcilie.

Hun fødte en søn – jeg har født fire børn. Hun efterlod ham, og jeg led forfærdeligt med hende. Konflikten mellem stærk tro og kroppens lyst blev det bærende tema. Kirken og kronen, storpolitikken og klosterverdenen, møntslageriet og de fredløse på Hjelm. Pludseligt kunne jeg diskutere mine egne kristne tvivlsspørgsmål med selveste ærkebispen af Lund, og kirkens magt og vælde åbnede sig op for mig.

Hver aften sendte jeg dagens sider til Kåre, og hver morgen kl. 9 lå hans aldrig svigtende respons, og imens underviste jeg på Musikvidenskabeligt Institut, passede mine børn, og blev halvvejs gennem romanen ansat som organist i Græsted kirke.

Det udløste panik i Det Historiske Hus, som begyndte at lave nødplaner. Hvad nu hvis jeg ikke nåede den endelige deadline? Hvad ville Aschehoug forlag så sige? Nyt næsten fuldtidsjob, fire børn og ansat på universitetet, det kunne gå rent galt, for jeg nægtede pure at lade Slægten gå det mindste ud over min tid sammen med børnene og mit nye kirkearbejde.

Måske var det Cæcilie selv, der gik i forbøn for mig, for galt gik det i alle fald ikke, og jeg ydede både hende og Daneslægten den allerstørste retfærdighed, men særligt morsomt var det indrømmet ikke at gå i kælderen hver eneste aften, når salmerne var øvet og børnene puttet, og ikke komme op igen, før dagens kvote var skrevet. Min hjertekære husbond gav mig frie tøjler og forstod alvoren, og Kåre heppede som en gal, så Arnulfs mor gik berserkergang og endte med at få skrevet hele manuskriptet på tre og ikke fire måneder, triumf, triumf!

Men var det for hurtigt? Kan man skrive en god roman på tid under sådanne forhold?
Ja!

Som musiker til fingerspidserne og vant til nu og da umenneskelig belastning er det muligt. Efter årelang selvbeherskelse ved flyglet i musikkens tjeneste er det muligt at yde og brænde og skabe her og nu, at skrige og le og krølle sig sammen i sorg på kommando, og aldrig lade som om eller fremstå uoplagt.

Cæcilie fik liv og skæbne, og jeg fik sommerferie og gjorde en dyr ed på aldrig aldrig igen at ville skrive en Slægten-roman. Nu ville jeg hvile ud og derefter hellige mig en dyb årelang kærlighed til riddertiden og skabe en fuldstændig fantastisk Ivanhoe-go-home historie.
Men jeg tog fejl!

Grumme fejl!

Og Klosterbarnet fløj ind på bestsellerlisten.