
Men hvorfor?
Og til hvem?
Arnulf er vild ligesom ørnen og ulven, der har lånt ham navn. Seksten år og med en krop så brændende fyldt af udlængsel og dådslyst at huden er ved at briste. Når storebror Helge kommer hjem, vil han medbringe et sværd og tage sin ildsindede lillebror med på det første togt, og så skal der plyndres og ranes, så guld og rav kan kastes for fødderne af den skønne Frejdis forældre, og så bliver hun Arnulfs for altid!Sagaen om Arnulf er en symfonisk fortælling.
Det er beretningen om ungdom og dumhed, begær og længsler, om valg og forbrydelse og hovedkulds flugt ud i det voldsomme voksenliv på en tid, hvor konge vog konge, og guderne kæmpede om menneskers tro. Siden hen inddrages arvesølvet og Danmarkshistorien, sagaen vides ud, Hakon Jarl og Svend Tveskæg, Jomsborg, Sigvalde Strud-Haraldsøn og de store sagnomspundne helte bydes op til kædedans omkring en muligvis vordende sagahelt … eller er det blot en ulveblodet yngling med stridshu, der pludseligt ser sig sat i høvdinges og storkrigeres midte?Det begyndte i Roskilde.
Foran byggeriet af ”Havhingsten” – en rekonstruktion af et langskib fra vikingetiden. Jeg var kravlet op på stillaset og stod og så hen langs de to gange tredive toftepladser, og mens bordplankerne begyndte at hviske, og historien tog til at blafre omkring mig, tonede uden varsel tres hærdebrede vikinger frem med flagrende hår og skæg. De vendte sig imod mig i al deres krigeriske vælde og pegede, mens de med én mund udbrød: ”DU skal fortælle vores historie!”Mig?Ja!
Den ed aflagde jeg den dag.Og strøg på biblioteket for at rydde alle hylderne for vikingefaglitteratur og ikke mindst inde på børneafdelingen, for dér havde bøgerne billeder. Skulle jeg kvæde mine forfædres historie, så skulle det gøres, så de kunne være ordene bekendt.
Jeg læste og søgte på nettet, pløjede Edda-versene og mytologien igennem og vægtede lyst og tro mod hinanden. Sagaen måtte være hudløs ærlig. Karsk, barsk og realistisk, intet måtte lægges til og intet trækkes fra, en læser måtte kunne føle og græde med Arnulf, skrige, lide, elske og dræbe, og alle moderne hensyn måtte fejes af bordet sammen med enhver snak om menneskerettigheder og retfærdighed.
Hvordan var de? De, som slog ihjel uden at blinke med øjnene, holdt trælle og ikke knælede for hverken guder eller konger? De, som skabte slyngkunst og ornamenteringer, hvis lige aldrig er gjort efter, og som digtede med en saft og kraft, der aldrig siden lod sig udtørre, som elskede og lægtes og anså mænd og kvinder for lige agtværdige?
Arnulf lod sig nok føde men ikke styre! Rasende vred han sig i mit greb, udspyede galde og stak af, og andet kunne jeg ikke gøre end at følge ham med runehammeren rede, råbende hvad jeg nu syntes han burde, men se om han hørte efter!Han dræbte sin bror. Rolf, den skikkelige bondesøn, under hvis hænder alting kunne gro og trives. Rolf som formastede sig til at fri til den skønne Frejdis og fik hendes tøvende ja. Det var ikke ment sådan, men kniven ramte ham alligevel i brystet, og Arnulf måtte flygte over hals og hoved med den norske træl Toke Øysteinsøn fra Haraldsfjord. Høvdingesøn endda. Ædelt blod og den mest tiltalende af alle de optrædende, men vil Leif Kløvnæse fra yderbygden så hylde ham som fjordherre? Nej, det ved Odin! Og Arnulf! Den nidding fra Danmark, hvis anden bror Helge har voldtaget Tokes søster, hvad andet bør han få end en økse i halsen?
Alligevel klargøres Tveravn, det stolte skib, og stævnen kløver hav med kurs mod England, og imens finder jeg en arkæologistuderende, tjekker maritime kundskaber ud med skibsbyggerne i Roskilde, og opsøger en asatroende for at lære at blóte på oldnordisk, men det er ikke nok, slet ikke.For heltene, de virkelige helte, hvad med dem?Jomsborg bliver valgt. Jomsborg, nordens første elitære krigersamfund hvor kvinder er bandlyst og ingen viger for nogen eller noget, thi min saga skal ikke handle om handel og fredelig sameksistens, kunsthåndværk og drageudskæringer. Bag Arnulf står kong Arthur og ridderne om det runde bord, Robin Hood og Caribiens samlede pirater, jeg vil skrive drengerøvsromaner, far-søn-litteratur, så bare hid med et sværd!
Kampgruppen Ulfhednir bor i en kælder i Torsgade, og da uvejret er tæt nok og novembermørket blæser skæbnetro ind under frakken, opsøger jeg de rockerlignende krigere med hjertet hamrende helt oppe under tungeroden. Det her er ikke rollespil. Ikke hyggeonkler med Røde Orm-drømme. Det her er mænd af gammel Stærkoder-sæd, og de kæmper med stålvåben så skjoldsplinterne flyver og skal fejes sammen bagefter. Jeg finder sæde i et hjørne med ryggen trygget helt ind i væggen, og pennen går, mens blå mærker vokser frem på arme og ben, og mænd pustende sunder sig i krogene. Sved drypper ned på gulvet foran mig. Hvad jeg egentligt laver her? Svarkræverens hjelm er kantet med sølvstriber, saksen i pansernæven navngivet med sejd, og hans blik svæver højt over min sammenkrøbne skikkelse med notesblokken. Godt spørgsmål, men Sesam, Sesam, alle døre kan åbnes med den magiske Gandalf-formular: ”Jeg er ved at skrive en bog”. Stærkodder hedder pludseligt Peter, og hvis jeg ellers vil drikke øl med ham, har han ét og andet og fortælle. Og det har Christoffer også.
Kampmanualer, videoer, timelange samtaler om angreb, krigertanker og liniekampsstrategi. Jeg vil også have et sværd og køber det på et vikingemarked af nogle polakker. Får senere pligtskyldig også en våbentilladelse.Jomsborg, her kommer jeg!
Men … Hm. Hvordan var det nu lige Jomsborg så ud? Selv ikke i middelalderen kunne de bygge, som det påstås i sagaen. Nu trænges der til seriøs professionel hjælp. For alvor.Han hedder Kåre Johannesen, er forhenværende inspektør for intet ringere end Trelleborg ved Slagelse, har skrevet stribevis af bøger om vikinger og middelalder og til tider halter han, som den første mand i tusind år efter at have knust et knæ ved at have rekonstrueret og deltaget i boldspillet knättleikr – det spil der i en saga beskyldes for at have forårsaget seks mands død på en enkelt dag. Kåre kan ikke få hænderne ned af begejstring, og siden har vi spillet knättleikr frem og tilbage på ord, roman efter roman. Han bliver min rådgiver, min Mimer og trofaste tovholder, min inspirator og aldrig svigtende høviske vejleder. Han lærer mig at slå holmgangstjasner i jorden med hovedet mellem benene, at elske Falstaff og hugge halsen over på grever, og han står og hujer og hepper i alle de seks uger jeg med sværdet hvilende over lårene kæmper sammen med Arnulf og jomsvikingerne mod Hakon jarl i det støre søslag ved Hjørungevåg. Det søslag, hvor Arnulf hedder Veulf.
Vi ved, hvad helteværk er, Kåre og jeg. Og hvad det ikke er.Men krig er ikke det hele. Kvad må der til, for enhver sagamand kan kvæde, og naturligvis også Arnulf, selvom det uomtvisteligt er at sætte måsen i klaskehøjde at vove forsøget. Men jeg gør det! Højtlæser, synger og deklamerer vers efter vers for køkkenvæggen og hunden, kæmper mig igennem Odins Havamál på oldnordisk uden at forstå en fløjtende fis, higer og søger og finder en skjald i Jylland, som kender til smagen af Suttungs mjød. Sproget udvikler sig, bugter sig om mig og vrider sætninger og ord fra hinanden, så jeg ikke længere fastfryser mit modersmål eller kan huske min retskrivningsordbog.
Min styrke er, at jeg i virkeligheden er flygelbetvinger, toneviertuos, uddannet klassisk koncertpianist med solistdebut og alting, og nu galdrer jeg frasering, rytme og klang over i ordene og lader det hele eksplodere. Bruger fuldt sprog, kaster de gamle kraftfulde vendinger og glemte ord på færd, kløver og spalter og sætter sammen på ny eller opfinder hvad jeg mangler, frodigt er det, svært tilgængeligt for somme, men berigende for andre, dette er ikke fast food, det er litteratur! Kvadsprog. Vikingesprog. Ude i min have begynder grå spøgelser med hjelme og skjolde at trygge næserne flade mod ruden, mumlende og befippede.Det var så hvorfor.
Men: Til hvem?Til os! Til alle os danere, der aldrig aldrig må glemme hvad vi er skabt af! Og har sådanne læsere en alder? Hvor gammel er Gunløg Ormstunge? Er Egil Skallagrimsson for børn?Jeg kerer mig ikke om det, missionen som Daneskjald er alt for vigtig til at lade sig begrænse af målgruppesnak og markedsføring. Døm selv! DU har magten til at bringe kvad og hensigt videre, til at vurdere og veje, til at glædes eller rystes, godkende eller forkaste. Og er det ikke det, alle de unge sagahelte gør? Stiller sig foran kongen, hvem end han er, og kvæder deres hjerteblod ud over gulvet, indtil de tier og med nedslaget blik afventer dommen?Arnulf gør det. Foran Svend Tveskæg. Dengang hirdmænd og jomsvikinger stod nær for at dræbe hinanden. Han gjorde det for at hylde dåd og mane til forsoning. Og han slutter, som jeg slutter nu:”Vovet, men velment var Veulfs kvad!”

